Kulturmiljø: Liselund, en Romantisk Have på Møn

Kulturmiljø: Liselund, en Romantisk Have på Møn

Liselund ligger på det østligste mön ud mod Møns Klint, der strækker sig mod syd. Liselund er karakteriseret ved sin fremtrædende romantiske have. Haveanlægget er fredet inklusiv havens Schweitzerhytte, som er placeret på en bronzealderhøj, sammen med både udhus, ishuset, Det Kinesiske Lysthus og Det Norske Hus.

Haven i dag

Liselunds have er en romantisk have placeret tæt ved kysten på Møn, som i dag rummer flere søer, idylliske kroge og store grønne plæner. Både Liselund Gammel Slot og Liselund Ny Slot er placeret i haven og er begge omgivet af træer. Avlsbygningerne er derimod placeret vest for haven. Spredt rundt i haven står små monumenter med inskriptioner til minde om personer og historiske begivenheder. Liselund har siden 2005 tilhørt staten, herunder Nationalmuseet, som i dag vedligeholder bygningerne, haven og monumenterne.

Haven Historisk

I 1783 købte Gérard Pierre Antoine de Bosc de la Calmette Liselund med de omkringliggende moser og skove. På Liselund fik Calmette anlagt en romantisk have og fik dermed omdannet den vilde natur til landskabelig idyl. Dette arbejde tog otte år, hvor der blev udgravet søer, anlagt kilder og bygget broer. Idéen var at omdanne området til en form for jordisk paradis. I parken blev der bygget det såkaldte Norske Hus, Den Kinesiske pavillon, Schweizerhytten samt et badehus og et kapel. Derudover blev der rejst flere mindestøtter. Hytterne og pavillonerne i haven som f.eks. ishuset, blev fint dekoreret for at skjule at det egentlig havde en praktisk funktion og på den måde kom de til at indgå som en del af det idylliske landskab.

Gennem kanaler blev vand ledt  ud i havens store sø og videre gennem den såkaldte Djævlekløften for at ende i kaskader ud over skrænterne. Djævlekløften var – og er – en kløft i haven, hvorigennem der løber en bæk som et vandfald.

Kun få år efter anlæggelsen af haven døde Antoine de Bosc de la Calmette i 1803. Hans enke Anna Elisabeth Iselin, kaldet Lisa, fik herefter opsat en mindesten op i haven for hendes afdøde mand. Denne sten er i dag forsvundet fra haven.

Maleren C.W. Eckersberg besøgte Liselund i sommeren 1809 og malede blandt andet motiver af haven. Samme år var digteren og historikeren Christian Molbech forbi og var eftersigende yderst betaget af havens skønhed og ro.

Den østlige del af haven blev i 1905 ødelagt ved et jordskred, hvor bl.a. et kapel og badehus blev ødelagt.

Fakta

  • Offentlig adgang til haveanlæg og adgang til den gamle hovedbygning ved rundvisninger i sæsonen.
  • Adgang til hotel ved Liselund Ny Slot.

Tegning af Liselund på Møn med haven, Søren L. Lange, 1805. Billede: Statens museum for kunst.

Djævlekløften i Liselunds have på Møn, 1809, C.W Eckersberg. Billede: Statens Museum for Kunst.

Det kinesiske lysthus i haven ved Liselund, ca. 1910. Foto: Ukendt fotograf, Lokalarkiv for Møn.

Skriversøen i Liselund Have på Møn, 1900-1920. Foto: Kristian Hude, Lokalarkiv for Møn.

Leave a comment